Nye ure i 2026
Når tiden går i ét
Rolex udvider Perpetual-kollektionen med et ur med en komplet årskalender med øjeblikkeligt skift: Perpetual Padellone, som forener præcision og poesi på en hidtid uset måde.
Dette nye ur fås i 18 karat Everose guld med en intens hvid urskive med kornet finish og en Settimo-urlænke, der er udstyret med en skjult Crownclasp-foldelås. Det fås også i en version i 950 platin med en isblå urskive med kornet finish og en mat sort rem af alligatorlæder med Dualclasp-foldelås. En tredje version, der er fremstillet i samme guld som den første og ligeledes med en intens hvid urskive med kornet finish, fås med en mat brun rem af alligatorlæder udstyret med Dualclasp-foldelås.
Komplet årskalender
Mekanisme med øjeblikkelige skift
To tekniske egenskaber ved Padellones komplette kalender skiller sig ud. For det første er den årlig: Takket være det patenterede Haplos-system skelner mekanismen mellem måneder med 30 og 31 dage. Den kræver derfor kun én datojustering om året: når februar bliver til marts.
For det andet er dens skift øjeblikkelige: Ved midnat skifter dag, dato og måned samtidigt på en brøkdel af et sekund – en funktion, som der ligeledes er indgivet patentansøgning på. Dagen og måneden, som er angivet på engelsk, vises i to vinduer ud for kl. 12, mens en blå viser med en halvmåne ved spidsen peger på datoen, der er placeret langs skivens omkreds.
Månefaseskive
Poesi i konstant bevægelse
Månefasen på Padellone vises ud for kl. 6 på en fuldt synlig, blå emaljeret skive, der gennemfører én fuld rotation hver månemåned, svarende til 29,53 dage. Fuldmånen og nymånen er udarbejdet i meteorsten, hvor sidstnævnte er behandlet med en mørkeblå PVD-belægning. Ansigtet på hver måne er påført med “pad-printing“-teknikken.
Harmonisk urkasse
Raffinement gennem generationer
Padellone-modellen er indkapslet i en 39 mm urkasse med yndefulde linjer og en gennemsigtig urkassebund, der gør det muligt at beundre urværkets detaljerige æstetik. Mellemkassen er udstyret med korrigerende anordninger på siderne til kalenderfunktionerne, mens hornenes kurver fremhæves af en blid affasning langs deres øverste kanter. Kransen er delt – den nederste del fremhæves med elegant rifling, mens den øverste del er hvælvet. Det hvælvede glas og den gennemsigtige bagside, der er lavet af safir, har en antireflekterende belægning. Urkassen, der er garanteret vandtæt ned til 50 meters dybde, giver optimal beskyttelse af urværket indeni. Den er fremstillet af 18 karat Everose guld eller 950 platin.
Settimo-urlænke eller rem af alligatorlæder
Valget af den ypperste standard
Padellone i 18 karat Everose guld er udstyret med en Settimo-urlænke eller en brun mat rem af alligatorlæder. I versionen i 950 platin kombineres uret med en sort mat rem af alligatorlæder.
Settimo-urlænken udstråler raffinement og elegance og føles exceptionelt let på håndleddet. Denne metalurlænke – med sit særlige system til fastgørelse til mellemkassen, som der er indgivet patentansøgning på – er udstyret med en skjult Crownclasp-foldelås, der sikrer en perfekt integreret visuel harmoni på hele overfladen.
Padellones matte brune eller matte sorte rem af alligatorlæder har et grønt kalveskindsfor og tone-i-tone-syninger. Den er udstyret med Dualclasp, en dobbelt foldelås.
Kaliber 7190
Banebrydende teknologi
I hjertet af Padellone-uret svinger kaliber 7190, der er beskyttet af 30 patentansøgninger, hvoraf to er eksklusive for dette ur. Dette urværk, der er på forkant med den horologiske forskning, skiller sig ud med en frekvens på 5 Hertz. Det er baseret på udformningen af kaliber 7135, som blev lanceret i Land-Dweller ved introduktionen af dette ur i 2025, og drager fordel af samme banebrydende reguleringssystem, som består af det højtydende Dynapulse-gangsystem og en højteknologisk oscillator. Mekanismen i årskalenderen, der er integreret i kaliber 7190, er exceptionelt innovativ og pålidelig.
Superlative Chronometer-certificering
Perpetual Padellone er dækket af Superlative Chronometer-certificeringen. Denne eksklusive betegnelse tildeles hvert eneste ur, der forlader Rolex’ workshops – og den er et vidnesbyrd om dets exceptionelle ydeevne på håndleddet. Denne in-house-certificering kontrolleres nøje af internationalt anerkendte, uafhængige schweiziske instanser.
Siden 2026 har Superlative Chronometer-certificeringen inkluderet tre nye testkriterier: Modstandsdygtighed over for magnetisme, pålidelighed og holdbarhed. Disse kriterier implementeres gennem hele design- og fremstillingsprocessen af hvert enkelt ur – i disse faser af processen udføres der hundredvis af kontrol- og valideringstests direkte relateret til urets ydeevne. De supplerer de kriterier, der blev etableret, da certificeringen blev redefineret i 2015, og som omfatter reguleringen af præcision, vandtæthed, selvoptræk og autonomi. Samme år etablerede Rolex en eksklusiv testprotokol for sine færdige ure – denne udføres internt hos Manufacture på fuldautomatisk udstyr. Kravene til præcision er særligt strenge: I målinger efter montering af urværket – og officielt certificeret som kronometer – skal urets nøjagtighed ligge mellem –2 og +2 sekunder per dag. Den afvigelse i gangtiden, som Rolex tillader for et færdigt urs præcision, er langt mindre end den, der tilladelse ved officiel certificering af selve urværket.
Statussen som Superlative Chronometer symboliseres af det grønne segl, der følger med hvert Rolex-ur, og den tilbyder en international fem-års-garanti.

